NoViolet Bulawayo og fortællinger fra det afrikanske kontinent

Det er generationen efter Chinua Achebe (Alt falder fra hinanden, 1958) og Ngugi Wa Thiong’o (Græd ikke, barn, 1964); unge kvinder og mænd med rødder i det afrikanske kontinent, der vil noget med litteraturen.
En af dem er NoViolet Bulawayo, der er født og opvokset i Zimbabwe, men universitetsuddannet i USA. 

NoViolet Bulawayo er en del af Born Free-generationen, født ét år efter Zimbabwes frigørelse fra hvidt kolonistyre. Hun insisterer på sin titel som zimbabwisk (ikke amerikansk) forfatterinde, selvom hun skrev debutromanen Vi skal have nye navne (2013) i USA og på engelsk.

Bulawayo (som så mange af hendes medforfattere) er blevet både rost og kritiseret af både amerikanske og afrikanske kritikere – hun er faldet pladask ned i hele diskussionen om, hvad afrikansk litteratur er, bør være og ikke bør være. Hvilken fortælling om Afrika er den mest rigtige? Og hvilke fortællinger er i virkeligheden kun stereotyper?

Bogen følger Darling, der er barn i Zimbabwes slum og senere flytter til USA. Her tilbringer hun sine teenageår desillusioneret over, at USA ikke er tættere på et paradis end det slumkvarter, ironisk nok kaldet ”Paradise”, hvor hun voksede op. En anmeldelse for The Guardian kaldte bogen for ”fattigdomsporno”, men er den det? Den fortælling, vi i Vesten ofte får fortalt om Afrika, handler mest om fattigdom, vold, gadebørn, AIDS – alle ting, som Bulawayos Zimbabwe i bogen også indeholder. Forfatterinden Chimamanda Ngozi Adichie advarede os om ”the danger of a single story”, altså at fortællingen om Afrika altid er den samme. Men kulissen i Vi skal have nye navne føles hverken som en stereotype eller som fattigdomsporno, især fordi det er barneøjne, vi ser den med. Og i øvrigt er kulissen langt fra det vigtigste ved bogen, der handler om Afrika, men ikke kun om Afrika. Bulawayo skriver om kvinder, kvindelige historier og skæbner. Og måske vigtigst skriver hun om sprog og manglen på sprog; hvad sprog kan og ikke kan.

Vi skal have nye navne foregår på tværs af steder og sprog; i Zimbabwe trænger det engelske sprog ind, og i USA farver immigranternes afrikanske modersmål det engelske med dialekter, udtryk, talemåder og navne. Darling kommer til USA som barn og formår relativt hurtigt at suge det nye sprog til sig, mens tanten Fostalina, som Darling flytter ind hos, stadig taler med en tung accent. Det bliver tydeligt i en scene, hvor tante Fostalina forsøger at bestille et stykke tøj over telefonen, men har svært ved at tilpasse sin udtale, så kvinden i røret forstår hende. Man mærker spændingerne og udfordringen ved at veksle mellem modersmålet og det nye, lærte sprog, og sproget er aldrig statisk, det er levende. På samme måde er romanen skrevet på engelsk, men Bulawayos modersmål løber gennem teksten som årer gennem træ.

Og så er vi tilbage ved diskussionen om, hvordan den ”rigtige” fortælling om Afrika lyder. Bulawayo bliver (som flere andre afrikanske forfattere, der er slået igennem internationalt) kritiseret for at insistere for meget på sin afrikanskhed og samtidig for at skrive for vestligt. Er en forfatter ikke autentisk, hvis hun som Darling har været nødt til at tilpasse sit sprog for at blive hørt? Eller skal hun undlade at tale ”som en amerikaner”, selvom hun risikerer ikke at blive forstået – eller måske slet ikke læst? Og hvem bestemmer i øvrigt hvilken ”afrikanskhed”, der er mest autentisk?

Sprog er for Bulawayo bindeleddet til identitet, og når identiteten forandrer sig, er sproget nødt til at følge med: vi skal have nye navne, som hun skriver. Bulawayo viser, at man kan have mange hjem, og derfor brug for flere navne, i forsøget på at skabe sin egen identitet i verden.

Faktum er, at succes for afrikanske forfattere stadig i høj grad afhænger af Vesten og det vestlige bogmarked. Vi vil heldigvis gerne læse mere internationalt og gør det i stadig højere grad. Men bevidstheden om, hvilke fortællinger vi fremhæver, hvilke sprog de skrives på, og hvem der har adgang til dem, er også vigtig at have med. Bulawayo navigerer rummet mellem Afrika og Amerika, både personligt, sprogligt og litterært. Hun skriver på engelsk, men problematiserer også det at skulle gøre sig forståelig på et andet sprog end sit eget. Det er ikke stereotypisk fattigdomsporno, hun skriver, men en hyldest til sprogets udfordringer og muligheder. Hun er et eksempel på, hvor kompliceret og komplekst et kulturmøde, der er i gang mellem disse to kontinenter, og hun viser os også, hvordan sproget og litteraturen i sig selv er et sådant møde, der kan række på tværs og hjælpe os redefinere vores kulturelle og personlige identitet og slippe ”the single story”.

Nysgerrig på mere?
Du kan låne NoViolet Bulawayos roman på biblioteket. Hvis du er nysgerrig på emnet, ”kan du se Chimamanda Ngozi Adichies spændende Ted-Talk ”The danger of a single story” her.”
Artiklen er oprindeligt udgivet af projektet Kvinder rundt om kanon via Aarhus Bibliotekerne. Hvis du gerne vil læse bøger af flere kvindelige forfattere fra hele verden, så kan du få inspiration i det interaktive litterære verdenskort.