Ditta Nielsen
Ditta Nielsen

Ferietid er læsetid

10.06.20
I denne uges klumme kommer Ditta med gode ideer til ferielæsningen.

Ferien står for døren, og der er sikkert mange, der i år skal tilbringe sommeren i det danske sommerland.
Heldigvis byder Danmark jo på rigtig mange gode oplevelser, ikke mindst i vores dejlige natur, som er blevet udforsket endnu mere i Coronatiden.

Jeg kan absolut anbefale, at man pakker godt med spændende bøger i kufferten, det gælder både faglitteratur, hvor biblioteket sagtens kan pakke bøger, der passer til netop din ferie. Måske skal I sammen udforske bæverens boliger i Klosterheden eller gå på muslinge safari på stranden, mulighederne er utallige, det er bare med at komme i gang.
Aktivitetsbøgerne er også altid et hit, det er bare med at buge fantasien.

Men husk nu at ferielæsning også er de gode romaner, de spændende krimier, rejselitteraturen og biografierne. Vi finder gerne bøger til hele familiens behov, og vi har erfaring for, at der læses ekstra meget i ferieperioden. Som sædvanlig kan man bestille en ferietaske pakket til lige netop jeres ønsker, det gælder både børn og voksne. Bestillingsformular findes på bibliotekets hjemmeside, men kom forbi og spørg, hvis du er i tvivl.

Hvis man kan samles om højtlæsning, hvor hele familien hører den samme bog, kan det absolut anbefales, men det kræver nok, at der ikke er for stor aldersspredning hos børnene.

Og børnene skal guides, hvis de ikke er så bogvante. Det er af stor vigtighed, at børn lærer at holde af læsning, og det sker ikke af sig selv. Det er selvfølgelig nemmest, hvis man selv holder af at læse, børn efterligner forældrene og hvis de sidder med en bog eller et magasin, ser børn det som en naturlig ting.

I dag bruges der megen tid foran diverse skærme, det tiltrækker naturligvis alle aldre, og vil være en del af vores hverdag fremover, men det må ikke erstatte læsningen, som udvikler og sætter fantasien i spil.

Tag de små børn i hånden og lær dem glæden ved fortællingen, du kan ikke starte for tidligt, vi guider meget gerne på biblioteket. Udover glæden ved selve fortællingen, støtter læsning og oplæsning barnets sprogudvikling, så læs løs og få de dejligste oplevelser sammen.

Bøgerne kan også tilgås digitalt via bibliotekets forskellige e-resourcer, som f.eks e-reolen, man kan læse mere på bibliotekets hjemmeside.

Albert Einstein har udtalt følgende:
”Hvis du vil have, at dine børn skal blive kloge, så læs eventyr for dem. Hvis du vil have, at de skal blive endnu klogere, så læs flere eventyr for dem.”

LÆS LÆS LÆS