Bodil Sørensen
Bodil Sørensen

Hit med hitlisterne

28.08.19
Ugens klumme er skrevet af Bodil, som ser nærmere på top-10-listerne

Top 10 sange
Top 10 pigenavne
Top 10 seværdigheder
Top 10 bøger

Vi finder dem overalt – hitlisterne. Jeg falder i hvert fald tit over dem og synes det er lidt sjovt at se, hvad der hitter. En nem og hurtig måde at følge med på og holde sig opdateret.

Først så vi hitlisterne i musikverdenen, hvor man i USA i 1935 begyndte med The Hit Parade over de mest sælgende musikindspilninger. I 1962 introducerede Jørgen De Mylius begrebet i Danmark med ugentlige hitlister i radioen. Men nu florerer begrebet top 5, top 10 eller top 20-lister overalt.

Også i bøgernes verden er vi glade for de mange lister. Hvilke romaner sælger bedst – hvilke fagbøger osv. Du kan finde listerne mange steder – og på Struer Bibliotek følger vi også trenden. Vi har vores egen liste over de mest reserverede titler.

Men – og der er et men. De mange hitlister forstærker helt sikkert tendensen til, at vi alle læser det samme. De senere år har vi på biblioteket kunnet se en klar tendens til, at udlånstallet på de mest populære bøger stiger – og falder på andre mindre kendte titler.

Samtidig er forlagenes markedsføring på bestemte titler også bastant – fx med helsidesannoncer i aviserne. Så det kan være meget svært for de lidt mindre kendte titler at nå frem til læserne – især hvis der ikke er tale om en krimi eller spændingsroman.

Som bibliotek er vi forpligtet til at sørge for et alsidigt, aktuelt og kvalitetsmæssigt forsvarligt udbud. Derfor er det selvfølgelig også vores opgave at prøve at få alle de andre gode titler frem i lyset. For der er rigtig mange gode bøger, som aldrig når hitlisterne.

Prøv det ukendte

For nyligt faldt jeg helt tilfældigt over romanen ”Efter branden” skrevet af en ikke særlig kendt forfatter Kirsten Brun. Jeg kiggede efter anmeldelser, men ingen af de større aviser havde brugt tid på at anmelde den. Og i tilgift var forsiden temmelig kedelig at se på. Men jeg gav den en chance, og det var en rigtig god oplevelse – en dansk roman om svære familierelationer efter en tragisk begivenhed, skrevet på en meget overbevisende måde. Læseoplevelsen var fuldt på højde med den, jeg har fået fra mere hypede titler fra diverse hitlister.

Det bekræftede mig i, at det er værd at prøve det mere ukendte – det kan give rigtig gode og anderledes læseoplevelse – og kan give nye forfattere en chance. Så det skal være opfordringen herfra: tjek gerne top-10-listerne – men husk også at søge andre læseoplevelser.

Materialer