Kultur i en corona-tid.

20.04.21
I denne uge kan du læse om Dittas overvejelser om at planlægge kultur i en pandemi.

Nu har vi levet med en pandemi i et års tid, og det har påvirket alle, selvfølgelig i større eller mindre grad. 

Ensomme og ældre er blevet isolerede, børn og unge har mistet deres almindelige skolegang, efterskole og højskoleelever er gået glip af en stor del af deres ophold , for slet ikke at tale om de mange, som er blevet ramt på deres arbejdsplads. Corona har sat dybe spor, og vi mødes af tredje bølge og håber på, at vaccinen redder os. Og glæder os så meget til en forsigtig genåbning. 

Men hvad har den betydet for kulturen? Ja arrangementer er blevet aflyst, nye datoer fundet for så igen at blive aflyst. Hele foreningslivet er faldet fra hinanden, vi har prøvet at synge på zoom og mødes på teams til spændende foredrag, der har været mange og gode forsøg på at erstatte vores naturlige samvær med skærmmøder/oplevelser. 

Hvad vælger børnefamilierne i forhold til den nye fodboldsæson eller musikskolens tilbud? Tør man melde sig med frygt for, at der atter aflyses i længere tid? Når man ser de glade billeder af børn på fodboldbanen, er man ikke i tvivl om, at de i hvert fald nyder at komme tilbage. Men har en del af deltagerne vænnet sig til et mere stillesiddende liv? Jeg håber inderligt, at vi kan komme tilbage til et mere normalt liv, med fælles aktiviteter og få forbehold. 

Det er så sundt og godt at mødes på tværs af skoleklasser og dyrke den fælles interesse, så mit håb er, at der ikke bliver et stort frafald, nogle børn kan godt behøve et skub for at komme i gang igen. 

På biblioteket har vi selvfølgelig også måttet aflyse vores kulturelle arrangementer, og vores almindelige tilbud om at benytte biblioteket har jo også været ramt. Hvor står vi så nu? Tør vi planlægge nye spændende foredrag/forestillinger, og er vores brugere parate til at komme tilbage?

Og så har vi lært af corona-epidemien, rigtig mange har fået øje på naturen og brugt den mere, end sædvanligt. Måske kan vi også tænke flere udendørs aktiviteter ind i vores arrangementer, vi er så vant til at tænke i et indendørs lokale, men mange ting kan jo også gennemføres udendørs, selvfølgelig er det også sæsonafhængigt, men f.eks. kan skattejagter i skoven gennemføres året rundt. Vi er i fuld gang med at planlægge nye udendørs aktiviteter. 

Måske kræver det en investering i nogle telte/pavilloner, scener og lign. men det burde kunne lade sig gøre. 

Efter 39 gode spændende år på Struer Bibliotek bliver jeg ikke en del af denne fremtid, efter mange overvejelser, har jeg besluttet at gå på efterløn. En stor beslutning for mig, jeg har altid været glad for både lånere og kollegaer, men nu vil jeg koncentrere mig om børnebørn og fritidsinteresser.