Når biblioteket rykker uden for biblioteket

04.09.19
At biblioteket er tilgængeligt uden for biblioteket, er langt fra et nyt fænomen.

Den første moderne bogbus blev indsat i Tikøb i 1963. Busserne var strømlinet, farverige og næsten rumfartslignende. Efter årtusindskiftet er der opstået endnu flere eksperimenterende udadvendte biblioteksformer. Det gælder f.eks. bibliotekskiosker, containerbiblioteker, strandbiblioteket og festivalbiblioteket.

Struer Bibliotek har ikke haft bogbus/bil siden 2016, men i sommers valgte vi på Børnebiblioteket, at lade bogbussen genopstå for en kort stund, i form af en hybrid mellem den traditionelle bogbus og et eksperimenterende festivalbibliotek. Sådan helt lavpraktisk, forvandlede vi en gammel campingvogn til en farvestålende mikro-bogbus, som blev parkeret på familiefestivalen Venø Festival i tre dage.

Campingvognen blev sminket i en flot blå farve og det traditionelle campingvognsinventar blev skiftet ud med bogkasser fyldt med børnelitteratur, bogudstillinger og magasinholdere med ”Vi Unge” blade og andre ungemagasiner. Mikro-bogbussen blev parkeret i udkanten af campingpladsen, med udsigt til kornmarker og græssende køer. På den måde blev mikro-bogbussen et oplagt sted for festivalgæsterne at ”holde en pause” fra aktiviteterne på pladsen og bare nyde roen og udsigten i selskab med en god bog. Desuden havde vi lavet en lille plads foran campingvognen, hvor man kunne smide sig i en sækkestol og læse højt for sine børn eller få sig en morfar i eftermiddagssolen. Afslutningsvis havde vi lørdag aften i skumringstimen, arrangeret højtlæsning, hvor en af de unge frivillige på festivalen læste højt for de mindste børn inden puttetid.

Hvorfor skal vi rykke biblioteket ud?

Intentionen med at rykke børnebiblioteket ud på en familiefestival er bl.a., at vi dels gerne vil gøre reklame for biblioteket, og samtidig udvide vores berøringsflade og dermed nå flere ikke-brugere.  Da man første gang sendte bogbusserne afsted var målet at nå frem til “de biblioteksløse sogne”, og bekæmpe den underlødige litteratur.

I dag er målet noget anderledes og problemstillingerne mere komplekse. Med den teknologiske udvikling og digitaliseringen, bevæger biblioteket sig i højere grad ind i en kombination af videns- og oplevelsessamfundet som står med nye udfordringer, ikke mindst balancen mellem oplevelse og oplysning.