Regnvejrsdage i november
Det er lidt synd for november. Den kommer efter oktober, der byder på efterårsferie, gyldne blade og en blå himmel og før december med alle sine lys og hyggen.
November er en strøm af våde blade, der skal fejes væk, sandede, tunge flyverdragter, der skal vaskes og så mørket, der for alvor vinder frem.
Og i år trumfer vi endda med corona-restriktioner.
Puha, jeg får brug for noget krisehjælp til at komme igennem november, kan jeg mærke.
Poetisk tristesse Det første sted, jeg leder, er hos digteren, Søren Ulrik Thomsen, der i sin debut ' Cityslang' fra 1981 skrev om november: " Snart maser nattens gletscher parkerne tomme -kroppene drejer mod kulden spredes i gadernes væv forsvinder i lygternes faldende hvidt; genkender ikke hinanden i lukket november." Smukt -men ikke ligefrem en humørspreder, så jeg leder videre hos en anden digter, Henrik Nordbrandt. Han har levet det meste af sit voksne liv under varmere himmelstrøg.
Vinteren i Danmark gør ham deprimeret. Det har han skrevet det korte og kontante digt, ' Året har 16 måneder', om: " Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november." Jo, jeg genkender følelsen, og det er jo altid godt at kunne spejle sig i andres oplevelser, men jeg har brug for noget mere opløftende, kan jeg mærke, så jeg fortsætter min søgen.
Bliver Knausgård dagens helt? Og jeg falder over Karl Ove Knausgårds, ' Om efteråret' -en samling essays, der er en del af hans årstidskvartet.
Men er det nu også en god idé? Knausgård er ikke ligefrem kendt for hverken positiv eller opbyggende litteratur, men jeg vover alligevel og læser, hvad han skriver om november.
Jo minsandten. Her er noget, der rammer rent, når Knausgård skriver om ' Dæmringen'.
Hvordan det tiltagende mørke gør os bevidste om lysets kraft, og om at vi kan være heldige at opleve netop dét en november morgen.
" Det er selve overgangen, det handler om. Ikke lyset fra den ubevægelige sol, der skyder ind over horisonten, når jordkuglen drejer mod den, men glansen fra dette lys minutterne forinden, som er synlig som en bleg stribe i nattemørket, så svag, at det næsten ikke ligner lys, men bare en slags svaghed ved mørket. Hvordan dette uendelig dejlige og svage, gråmelerede lys langsom breder sig og umærkeligt også er i haven omkring mig, hvor træerne og husmurene ligeså langsom træder frem." "() Dæmringen er altid begyndelsen på noget, ligesom dens modsætning, skumringen, altid er slutningen på noget, og når vi ved, at mørket i stort set alle kulturer repræsenterer døden og det onde, mens lyset repræsenterer livet og det gode, bliver disse to overgangszoner mellem nat og dag gestaltninger af det store eksistentielle drama, vi er fanget i, noget, jeg sjældent tænker på, når jeg står ude i haven og stirrer på det gryende lys i øst, men som alligevel klinger med, eftersom det føles så dejligt at se på. For mørket er reglen og lyset dets undtagelse, ligesom døden er reglen og livets dets undtagelse."
Tak for den Knausgård. Nu sætter jeg lidt mere pris på novembermørket og dets modsætning, de sene solopgange, som jeg ikke sover fra for tiden. Uden mørke, intet lys.
Jeg tror, jeg vil bruge denne mørke måned til at lede videre i litteraturen. Jeg finder ikke altid det, jeg forventer, men altid noget, der giver perspektiv.
Kom bare an november, november, november.