Ditta Nielsen
Ditta Nielsen

Sommertid er krabbetid

16.07.19
Vores bibliotekar, Ditta, har skrevet denne uges kulturklumme i Ugeavisen.

Når man er så heldig at bo i vores område, omgivet af vand og skov og dejlig natur, så er det en selvfølge for mig, at man også bruger naturen.
Det kan man gøre året rundt, men der er nu noget helt særligt over sommeren, hvor man kan få luftet sine shorts og stikke fødderne i vandet.
Der er rigtig mange dejlige oplevelser i vores natur og det er en herlig gave at vise både små og store børn, hvor mange gode ting, man kan gøre sammen i det fri.

For år tilbage havde jeg den spændende oplevelse, at deltage i en svampetur i Klosterheden. Godt guidet af en lokal gymnasielærer, lærte holdet at kende forskel på de mest kendte svampe, som vi fandt i skovbunden. Vi var så heldige, at to lokale restauratører også deltog, og de indsamlede svampe, blev så tilberedt og indtaget senere på aftenen. Hvert eneste år siden har min familie samlet kantareller, pigsvampe og rørhatte og indtaget dem med stor glæde. Og nu kan jeg se, at mine børnebørn bliver taget med på svampetur og fra de er helt små, lærer de skoven at kende.

Men vandet og stranden har også en meget stor tiltrækningskraft på både voksne og børn. I vores familie er det en selvfølge, at man lærer at svømme, og det tror jeg kendetegner de fleste familier her i området. Med en madpakke, nogle drikkevarer og lidt frugt kan mange timer tilbringes på stranden og utallige sten indsamles og kastes i vandet.

Men udover at bade har vi også fanget utallige krabber fra badebroen ved Øster Strand og i Bremdal. En snor med en klemme, lidt spegepølse eller indsamlede muslinger, så er jagten gået ind. Når vi har fanget krabber nok og samlet dem i en spand med vand, slippes dyrene løs på stranden, og så er der krabbevæddeløb. Børnene lærer at håndtere en krabbe og de går uden frygt i vandet med bare tæer, her behøves ingen badesko.
Men indenfor de sidste år har vi bedsteforældre så lært noget mere. Nemlig at lave og spise krabbesuppe. Så nu bliver krabberne ikke nødvendigvis sluppet fri igen, det er faktisk en dejlig spise, når man bruger lidt krydderurter, tomat og evt. en suppevisk og afrunder med lidt fløde.

Muslinger og østers kan faktisk også indsamles i vandet omkring Struer, det er simpelthen bare med at komme i gang og bruge løs af naturens skatkammer. Og samtidig skal man selvfølgelig være opmærksom på, at der er perioder, hvor man ikke bør samle skaldyrene.
Hvis man vil have mere inspiration til udendørs oplevelser, vil det være en rigtig god ide at aflægge min arbejdsplads, Struer Bibliotek, et besøg. Der findes et væld af bøger med gode forslag til udendørs aktiviteter og lege og til alle aldersklasser. Og hvis du ikke lige kan finde bøgerne, så spørg endelig på biblioteket, vi vil altid gerne hjælpe. Også opskrifter og vejledning i tilberedning findes selvfølgelig på dit lokale bibliotek.
Der er nok at tage fat på i naturen, brug bare løs og pas godt på den, det er også en vigtig ting at give videre til vores børn og børnebørn.

Rigtig god sommer til alle.