Biblioteket skal være for alle

18.10.22
Hvis du har et usynligt handicap, kan du henvende dig på biblioteket og få udleveret en gratis solsikkesnor og et ID-kort.

Forskellige handicaporganisationer har været med til at udvikle Solsikkeprogrammet. Solsikken er i dag et internationalt og anerkendt symbol på usynlige handicaps. De fleste kender en eller flere, der kæmper med noget, som ikke kan ses. Det kan fx være ADHD, angst, hjerneskade, PTSD, epilepsi eller problemer med hørelsen.  

På biblioteket kan du henvende dig og få udleveret en gratis solsikkesnor. Personalet spørger ikke, hvorfor du ønsker det, men til gengæld vil de være ekstra opmærksomme og tålmodige.
Det samme gælder forhåbentlig de andre lånere på biblioteket.

Der findes ingen krav til, hvilket usynligt handicap, der skal være tale om for at være kvalificeret til at bære snoren. Alle mennesker med et usynligt handicap, som føler, at de vil have gavn af at bære Solsikkesnoren, kan benytte sig af den
Hvis du har behov eller en adfærd, som andre ikke forstår, kan skulende blikke, fordømmende ansigtsudtryk eller vrissende kommentarer skabe angst og barrierer. Det kan for eksempel være i situationer, hvor du beder om den samme forklaring flere gange, spørger om noget, der står på skiltet ”lige dér” eller ikke følger en given instruks, fordi du ikke forstod den. For at komme disse situationer i forkøbet blev solsikkeprogrammet opfundet til brug i lufthavnen i Gatwick i 2016, og siden har opfindelsen spredt sig til resten af verden. Hvis du bærer solsikkesnoren, signalerer du til andre, at de gerne må hjælpe, spørge og tage hensyn til dig.

Læs mere om solsikkesnoren her.