Berit Volder Kjær
Berit Volder Kjær

Ekstremsport – hvorfor?

12.06.19
En af vores bibliotekarer, Berit Volder Kjær, har skrevet en klumme til Ugeavisen Struer. Læs den her

Det der ekstremsport er da lige ved at tage overhånd – er det ikke? Mænd og kvinder som vil bevise overfor omverdenen, at ’Mission Impossible’ faktisk er mulig. Hvorfor gør de det? Hvorfor bestige Mount Everest uden ilt, subsurfe fra Danmark til Norge eller løbe 366 maratons på 365 dage?                                               

Med på tætteste hold
Tja, jeg ved det faktisk ikke, men jeg kan alligevel ikke lade være med at se TV-udsendelsen eller læse bogen om bedriften. Da jeg så blev spurgt, om jeg ville være med på et hold, der skulle hjælpe en cykelrytter tværs over USA indenfor 12 døgn, blev jeg nødt til at sige ja – også fordi denne cykelrytter er min storebror.

Optur – nedtur – optur
11 døgn og 19 timer, hvor jeg får masseret hele følelsesregistret. Euforien over endelig at komme i gang med cykelløbet. Bekymringerne som kommer ved de første skavanker, der melder sig hos vores cykelrytter, Andy. Disse skavanker er vi dog forberedte på, så vi klarer ærterne i første omgang og humøret er tilbage i top. Men da Andy begynder at få shermer’s neck, begynder nedturen, som ender på det absolutte nulpunkt. Pga. af denne skade er Andys tempo gået væsentligt ned, og til sidst meddeler Andy, at nu siger han stop, og at vi må udgå fra løbet.
Vi sidder udenfor en tankstation i skyggen og forsøger at forstå, at vi er færdige i RAAM 2018. En enkelt af os begynder at tude, og jeg tænker, at det er ikke os, der har det værst med denne beslutning – det er Andy – han vil fortryde det resten af livet. Men så sker der noget fuldstændig uventet. Den under normale omstændigheder rolige Michael fra crew’et rejser sig op og siger i et meget bestemt tonefald: - Det er fordi du ikke stoler på, at dit team vil passe ordentligt på dig, men det har der aldrig hersket nogen tvivl om, at vi vil. I øvrigt har vi lovet dig, at vi ikke lader dig give op, medmindre dine ben rent fysisk ikke er i stand til at træde pedalerne rundt eller de 12 døgn er gået. Så du har bare at få røven op på den cykel igen og komme afsted!
Michael sparker til en af tankstationens plastikstole og marcherer væk. Derefter er der helt stille. Så siger Andy: - Jamen, så må vi vel hellere komme videre med det cykelløb.
Vi nåede det. Da vi krydsede målstregen, følte jeg stor stolthed og glæde over at have andel i sådan en bedrift, men helt ærligt også lettelse over, at det nu var slut.

Men hvorfor?
Andy har udtalt: I sådan et løb har jeg den nemme opgave, for jeg skal bare cykle. Det er crew’et, som skal ordne alt det andet. Der er ikke plads i denne klumme til at beskrive ’alt det andet’, som crew’et skulle gøre og have styr på under løbet, men det betød bl.a., at vi tilsidesatte vores egne fundamentale behov for mad og bad og søvn under løbet – det kom i anden række efter vores rytters. Der var tidspunkter, hvor jeg tænkte: - Hvorfor sagde jeg ja til det her? Men når man overvinder sig selv og får vendt umuligheder til sejr, rokker det ved den måde, man fremover tilgår livets udfordringer – man opgiver knap så let - og det er nok en stor del af mit ’hvorfor’.

Fakta:

  • Race Across America (RAAM)
  • 5000 km langt
  • Start: Oceanside, Californien – mål: Minneapolis, Minnesota
  • Tidsgrænse: 12 døgn

 

Materialer