Lydfortællinger
Lydfortællinger

Lydfortællinger i skolerne

28.09.18
Struer Bibliotek har i samarbejde med Lydens By tilrettelagt et undervisningsforløb målrettet elever i 5. – 6. klasse.

Forløbet består af en række produktionsworkshoppe, der giver eleverne mulighed for at arbejde med lyd og historiefortælling på en anderledes og kreativ måde. Forløbet er tilrettelagt af kulturformidler Amanda Appel og lyddesigner/pædagog Jesper Lundager, som skal igennem et forløb med 6 forskellige skoler i Struer Kommune. Projektet er bygget op som en workshop, der varer en hel skoledag, og gerne skulle nå at give eleverne de rette værktøjer til at forstå elementerne bag en lydfortælling, men også til at skabe noget selv.

Hvad er en lydfortælling?
En lydfortælling er en fortælling, som alene bliver fortalt ved hjælp af optagede lyde: Dvs, ingen skrift, ingen billeder og ingen mimik eller kropssprog – kun lyde. Til gengæld i alle tænkelige former: Stemmer, musik og masser af effekter. Billederne, dem må man selv skabe i sit hoved.

”Lyd aktiverer vores følelser, og er enormt brugbart i forhold til at male indre billeder og sætte fantasien i gang. Derfor er det et utroligt godt redskab i forhold til at fortælle – eller til at underbygge en fortælling.” siger Jesper Lundager der er lyddesigner og en del af Lydens By sekretariatet.

Den bedste lydproduktion belønnes
Eleverne forbereder sig op til workshoppen ved at bl.a. forberede manuskript samt produktionsplan. På selve workshopdagen bliver de udstyret med professionelle lydoptagere, hvor alt lyd indsamles og redigeres til en samlet lydfortælling i redigeringssoftware

Det hele munder ud i en konkurrence, hvor eleverne kan indsende de færdige lydproduktioner med benspændet: ”Sæt lyd på Struer”. Præmien er et forløb med en professionel lyddesigner, som vil hjælpe vinderne med at producere en podcast eller lydfortælling efter et valgfrit emne. Podcasten publiceres på lydensby.dk, og udstilles på Struer Bibliotek. Vinderne udvælges af en dommerkomité bestående af repræsentanter fra Lydens By.

Produktionsworkshoppen, “Digital Storylab - lydfortællinger”, finder sted i perioden fra den 25. september til den 8. november.

 

Materialer