LITTERATURFESTIVAL 2026: Oplev en koncertoplevelse, hvor musik og litteratur smelter sammen. Her krydser litteratur og musik hinanden med blandt andet oplæsning og fængende numre, der tager afsæt i Johanne Billes forfatterskab
Hvordan får man litteratur og musik til at smelte helt sammen? Det spørgsmål udforsker Munk, Bille & Ask i studiet og på scener rundt omkring i Danmark. Snart er der et album på vej, der rummer alt fra fængende popsange til melankolske folkeviser. Esben Munk, Johanne Bille og Simon Ask er tre vidt forskellige kunstnere i egen ret, der har slået pjalterne sammen i det eksperiment, det er, at få litteratur og musik til at blive ét og ikke blot eksistere på scenen side om side. Koncertformatet kredser om Johanne Billes 10 år lange forfatterskab, ja, men også om et liv, der kunne være dit. Her fortælles om både hjertesorg, eufori, dramatik, øjeblikke med rolig lykke, forelskelse, frustration og brudflader.
Kort om bandet:
Johanne Bille: Anmelderrost forfatter til romaner som Når mænd forlader mig og Sommer i Boghandel Blåregn. Medstifter af forlaget Harpyie og kulturredaktør på Aller. Aktuel med Mens haven springer ud i sommeren, og Mødet i olivenlunden i efteråret.
Simon Ask: Guitarist, producer og medstifter af det prisvindende Katinka Band. Gik sidste år solo med debutalbummet Flying.
Esben Munk: Sanger og sangskriver, kendt for sin poetiske sangskrivning og album Højlydt Undren (2022). Bonusinfo: Esben kommer fra Struer!