Arrangementer

Forfattermøde med Lisbet Kjær

Kom til foredrag med Lisbet Kjær om hendes roman "Skindet på næsen".
Tid
19:00 - 21:00
Pris
Forfattermøde med Lisbet Kjær: 75 DKK
Bibliotek
Struer Bibliotek
Adresse

Smedegade 1-7
7600 Struer
Danmark

I ”Skindet på næsen” har to veninder fra en lille by i Vestjylland nogenlunde samme udgangspunkt, men er endt i to meget forskellige livssituationer.

Vi møder Karen i København, hvor hun lejer ud på Airbnb for at kunne betale lånet på sin lejlighed, som hun har købt alt for dyrt. Og en sommernat må  Karen erkende at bankkontoen er tom, og hun må med stigende desperation erkende, at hun skal tilbringe natten på et værtshus eller en bænk. 

Så bipper mobilen med en besked fra Louise, som Karen ellers i årevis har forsøgt at undgå. Louise er blevet forladt og tilbyder Karen en nøgle til sit hjem, så hun kan komme og gå, som hun vil. 

Louise bor i en stor herskabslejlighed, og her boede Karen også engang, for de to veninder overtog den nemlig sammen tilbage i 1989 på lige fod – eller hvordan var det nu, det var?

Da der bliver udsigt til en fordobling af lejlighedens værdi, kan Karen pludselig se en bedre fremtid for sig, hvis hun kan genindtage sin plads, blive andelshaver og dermed få sin bid af kagen. Men er det også sådan, Louise ønsker, at tingene udvikler sig?

Lisbet Kjær Johansen (1966) er forfatter, skønlitterær oversætter og student fra Struer Statsgymnasium. I februar 2024 udkom hun med debutromanen ”Skindet på næsen” på Politikens Forlag. Hun modtog i april Statens Kunstfonds arbejdslegat. 

Lisbet er vokset op Vinderup og har siden, hun blev student i 1984, boet i København, først i en perlerække af iskolde, uopvarmede lejligheder, siden i en byfornyet lejlighed på Vesterbro, hvor hun nu er andelshaver.