Unge Poeters Klub

Elsker du at skrive historier, og har du en god fantasi? Vil du gerne lære mere, samt blive undervist af en professionel forfatter? Så er forfatterskolen Unge Poeters Klub helt sikkert noget for dig.

Unge Poeters Klub er et tilbud til skrivelystne børn, som gerne vil have professionel undervisning og møde andre med samme interesse.

Undervisningen vil bl.a. bestå af øvelser i kreativ skrivning. Du vil lære,  hvad der gør sætninger og afsnit levende i litteraturen, og hvordan man skriver en tekst, så læseren bare er nødt til at læse videre.

Igen i år er det forfatteren Puk Krogsøe, der står for undervisningen af skolens elever. Undervisningen vil primært foregå på Struer Bibliotek, men en enkelt dag tager vi til Venø Efterskole, for at blive introduceret til skolens forfatterlinje.

Ifølge sidste års evalueringer var alle på holdet enige om, at forløbet havde været meget lærerigt, også i relation til skolearbejde. Deltagerne havde forbedret deres skriveteknikker, de var blevet bedre til at formulere sig og havde fået et større indblik i litterære genrer.

Alle eleverne gav store roser til Puk, bl.a. sagde de ”at det er som at gå i skole, bare sjovere”. Nye venskaber er blevet knyttet, og eleverne har oplevet, at det er rart at dyrke deres hobby sammen med jævnaldrende, og som en af eleverne skriver: ”Jeg har virkelig haft det skønt her”.

Tøv ikke med at tilmelde dig. Vi har kun 15 pladser til rådighed.  Alle kan være med, både piger og drenge. Det eneste krav er at du skal gå i 5. - 9. klasse.

 

Sæsonen er slut for i år, men vi starter op igen i efteråret 2020. Nærmere info følger.
 

Lidt information om Puk Krogsøe
Hun er 43 år gammel, og bor i Holstebro, men kommer oprindelig fra Struer. Hun er forfatter til den meget populære serie om Rose, og er netop aktuel med en ny serie om Ea.