Europa i perspektiv
Lykke Friis besøgte Struer og Kulturmødet på Mors
Af Marie Louise
Den 21. og 22. august havde Europe Direct Midtjylland fornøjelsen af at byde velkommen til EU- og Tysklandsekspert Lykke Friis, som med både indsigt og humor gav publikum et aktuelt og vedkommende blik på Europa.
Både på Struer Bibliotek og til Kulturmødet på Mors var der fulde huse, hvor deltagerne blev taget med på en rejse gennem de store spørgsmål, der præger Europa netop nu. Friis satte de nyeste politiske og økonomiske udviklinger i perspektiv og kom samtidig med sit bud på, hvor Europa er på vej hen.
Et særligt fokus var rettet mod Danmarks kommende EU-formandskab i anden halvdel af 2025, som kommer til at spille en vigtig rolle i samarbejdet mellem medlemslandene.
Arrangementet blev finansieret af Europe Direct Danmark og er en del af Europe Direct Midtjyllands arbejde med at bringe EU tættere på borgerne gennem aktuelle og inspirerende oplæg.