Strøtanker om sandhed og løgne

En af mine kære kollegaer skrev i en klumme her i avisen om forladte og langsomt forfaldne bygninger og de minder og følelser de efterlader for beskueren. Det fik mig til at tænke på kroppen, menneskebygningen, som også med alderen langsomt forgår. Kan der siges noget poetisk om det?
Jørgen Leth har i sin nye digtsamling ”Det bliver ikke væk” forsøgt ud fra egne erfaringer: ”Det må ikke blive væk Og det er vigtig at huske Tankerne er gode men de forsvinder De skal indfanges under glas, ligesom insekter”
Tiden går og tingene forandrer sig hele tiden, også erindringen. Nogen husker vel Leths ”uheldige” erotiske omgang med kokkens datter, der væltede ham omkuld i en sand #Metoo storm inden det eksisterede og de sociale medier for alvor blev worldwide. Det er ikke hensigten her at forsvare manden, men dengang blev selvbiografisk litteratur på biblioteket anbragt i den faglitterære gruppe 99.4, som udtryk for at alt i denne type litteratur skulle tages for pålydende og være den fulde sandhed.
Siden hen er genren med navnet autofiktion eller selvfiktion slået bredt igennem. Det er en skriftlig form, der ligger et sted mellem selvbiografi og roman, hvor forfatteren iscenesætter sig selv som hovedperson.
Det er svært for læseren at afgøre om de beskrevne hændelser er sandhed eller et udtryk for litterær æstetik, men i hvert fald ryger værkerne ind på hylden sammen med de traditionelle romaner. Fordelen for forfatteren i denne genre, er den litterære frihed, uden at skulle stilles til ansvar for graden af sandhed.

Var sluppet billigere

Jeg kan selvfølgelig ikke garantere for at Leth var sluppet for den offentlige gabestok, men havde han bare haft muligheden for at kalde sit erindringsværk ”Det uperfekte menneske” for autofiktion, tror jeg der ville have været en tilbøjelighed til at læseren havde fortolket de kontroversielle scener som litterær kunst og Leth havde sluppet billigere. Hvis han dengang havde vidst hvad han satte i gang med stor personlig nedtur som konsekvens, er det ikke utænkeligt, at han havde valgt den blødere udvej.
På sidste års Litteraturfestival havde biblioteket besøg af Leonora Christina Skov, hun er en af de forfattere der sværger til autofiktion med hendes bestseller ”Den der lever stille”. Biblioteket var ved den lejlighed tæt på at blive væltet af det tilstrømmende publikum, som ville møde hende, der havde ramt et eller andet dybt i læseren.

Leg med virkeligheden

Hvor sand er historien om hende selv, det er ikke til at vide, når det er en roman, men hun erklærede selv at alt i romanen var virkelighed i målestoksforholdet 1:1. Var hendes roman udkommet samtidigt med Leths værk, havde det ikke været en roman, men et erindringsværk, som var blevet anbragt på bibliotekets faglitterære hylder i gruppe 99.4 – og havde det så været en bestseller?
Den glimrende forfatter Carsten Jensen holdt for nogle år siden foredrag på biblioteket om en af sine romaner og beskrev ved den lejlighed litteraturen, som en mulighed for at fortælle sandheden ved hjælp af løgne. Netop denne leg med virkeligheden gør litteraturen levende og er en del af skaberværket, men jeg er ikke nogen varm tilhænger af at det er noget man skal udfolde udenfor, selvom fake news og historieforfalskning bestemt kan rumme stor underholdningsværdi.