Litteratursidens tips til gode læsevaner

21.04.23
D. 23. april hylder vi litteraturen på Verdens Bogdag. Desværre bliver de fleste optaget af dagligdagens hastværk eller draget af filmmediets og telefonens lette tilgængelighed. Litteratursidens redaktion har samlet 5 tips til at kickstarte de gode læsevaner.

Hvert år ligger Miguel de Cervantes og Shakespeares dødsdag dato til en hyldest til litteraturen: Verdens Bogdag. Bogdagen er en god anledning til at minde os om, at litteraturen giver adgang til andre menneskers indre liv og mulighed for at tænke over sit eget. Dagen skal skabe opmærksomhed på bogen som en vigtig kilde til dannelse, viden, tolerance og forståelse. Litteraturen kan skabe et næsten magisk rum.

Verdens Bogdag

Idéen om en Bogens dag stammer fra Catalonien, hvor man gav en bog og en rose til en, man holder af. Siden har fejringen spredt sig og fejres mange steder i verden, selvfølgelig også på Litteratursiden. I stedet for roser må vores kære læsere nøjes med læsetips, der bestemt ikke skal underkendes i en verden, hvor læsetiden er stærkt udfordret.
Du kender det nok selv, Litteratursidens redaktion gør i hvert fald: Ambitionen om at læse mere lurer konstant, men mislykkes ofte. Vi har derfor samlet fem tips til at genstarte læsningen, der skal bære dig igennem endnu et år med litteraturen som følgesvend.

Sænk ambitionsniveauet

Lad være med at have for høje forventninger til din læsning i begyndelsen. Hvis du sætter dig for, at du vil læse noget, der er alt for langt eller alt for ambitiøst, kan det dræbe din læselyst allerede, inden du er kommet i gang. Giv i stedet dig selv lov til at læse noget kort og overskueligt, som der er større sandsynlighed for, du kommer i mål med. Så kan du altid skrue op for ambitionsniveauet, når du er blevet fanget af fiktionens verden.
- Redaktør Julie Hastrup-Markussen

Læs kun bøger du gider

Livet er for kort til at læse bøger, vi ikke kan lide. At insistere på at fuldføre bøger, som ikke pirrer vores interesse eller beriger os, vil kun dræne læseglæden. Nøglen er at stoppe tidligt og uden skam. Min tommelfingerregel er at give en bog 50-100 sider og derefter vurdere, om det er værd at fortsætte. Hvis bogen ikke formår at fange dig inden da, så sig farvel og gør plads til en ny, fascinerende bog.
Det kan virke udfordrende at tage dette skridt i begyndelsen, men tro mig, det er en investering i din læseglæde, der vil betale sig!
- Digital redaktør, Nadja Agerbak

Læg telefonen væk

Mobilen kan være et fremragende værktøj til at indgå i litterære fællesskaber på f.eks. Instagram, BookTok og Goodreads, der for alvor kan sparke din læsning i gang og holde dig til ilden. Men mobilen er også en tidsrøver. Selv de mest standhaftige læsere kender dét nok: Telefon bimler, og opmærksomheden ryger. Øv dig i at lægge telefonen udenfor række- og hørevidde, og hvis det er for svært, sæt den på forstyr ikke, læs i ti minutter, tjek hvad der skal tjekkes, og gør det samme, indtil ti minutter telefonfri ikke er et problem. Hjernen er en muskel, der skal trænes, ligesom koncentrationen.
- Videoredaktør, Emma Karlebjerg

Skab tidslommer

Jeg står ofte en time tidligere op end resten af familien – særligt i weekender og ferier - og bruger den til at læse. Det giver en helt særlig ro og fordybelse at begynde dagen med at læse en god bog, hvad enten det er i sofaen eller i hængekøjen i haven. Der er helt stille, og sindet er åbent og ikke fyldt med indtryk og aktiviteter som senere på dagen. Desuden har jeg altid en bog i tasken, uanset hvor jeg går hen, så jeg, hvis der opstår ventetid i for eksempel letbanen eller på posthuset, kan bruge tidslommen på at læse.
- Chefredaktør, Lise Vandborg

Brug læsningen som et frikvarter

Når du læser, kan du glemme alt om dagligdagens bøvl og få et åndehul, hvor du bliver grebet af noget andet end dine egne tanker. Læsning kan foregå alle steder og bringer dig automatisk til nye steder - måske ser du ovenikøbet din egen verden på ny. Karen Blixen fangede det tidligt: ”Poesien er en stor og lykkelig magt i livet og hjælper os til at bære hverdagens genvordigheder”.
- Anmelderredaktør, Barbara Rugholm