VÆRKstedet: Sneppen den trækker

Sneppen er en lille kompakt brun-camoufleret fugl med langt næb, der trykker sig i skovkanten. Kommer man for tæt på buldrer den op i et heftigt ryk. Hos jægere er den kongevildt. I de milde vintre bliver den her og særligt i Vestjylland. Det går stærkt og man ser kun fuglen i et øjebliks glimt, men alligevel har man fornemmelsen af at have oplevet noget særligt.

Møder du den ikke i naturen findes den i litteraturen. Først i ”Løgneren” af Martin A. Hansen, hvor Johannes Vig venter på Sneppen, som et forårstegn. ”sneppen hun kommer altid når Kristus driver den urene ånd ud”. Siden trækker den direkte ind i ”Fuglene” af Tarjei Vesaas, hvor hovedfiguren Mattis tager sneppen til sig. ”Mattis var fyldt af sneppen. I mudderets brune, glatte overflade var der lette spor af fuglefødder, og desuden mange runde dybe små prikkehuller i den fugtige jord. Sneppen havde gået rundt her. Mattis bøjede sig og læste det, der stod. Du er dig, stod der”.

Er det tilfældighed eller sammentræf?

”Løgneren” er fra 1950 fem år før Martin A. Hansen døde, ”Fuglene” udkom i 1957. De to forfattere havde en del tilfælles, begge var opvokset på en gård og skulle overtage landbruget, men valgte forfattervejen. De var begge naturelskere. Martin A. Hansen besøgte ofte Tarjei Vesaas på hans landsted i Norge. De kunne tilbringe dage sammen i stilhed og bare tage den store natur ind. De var knyttet sammen i et stærkt venskab, så da Martin A. Hansen døde i 1955, var det en stor sorg for Tarjei Vesaas. Sneppen i ”Løgneren” lever videre i ”Fuglene” og er Tarjei Vesaas´ hilsen til sin gamle ven.